Alt godt kommer til den, der kan vente. Og de 2000 hardcore VBK-fans, der havde trodset et usædvanligt usympatisk novembervejr, man ville kvie sig ved at sende en hund ud i, blev så rigeligt belønnet. En del skuffelser og halvsløje præstationer har de været vidner til gennem efteråret, men i den sidste kamp blev tilhængerne belønnet med sublimt VBK-spil og en sejr over topholdet Lyngby, som sagtens kunne have været større – overlegne som værterne var kampen igennem.
I forhold til kampen i Køge var Azer Busuladzic og Jonatan Neftali med i startopstillingen. Antwi blev rykket ud på højrebacken og Jacob ”Taz” ind på angreb, mens Niels Bisp og Thomas Mikkelsen denne gang måtte tage plads på udskiftningsbænken.
Gæsterne måtte karantæne- og sygdomsbetinget stille stærkt svækket op og undvære Kim Aabech, Jeppe Brandrup, Youssuf Poulsen og Mathias Tauber. Ikke mindst den vævre højrekantspiller Youssuf Poulsen voldte VBK svare problemer i sidste kamp.
Vejle-Kolding lagde ud med stor tænding og engagement og tiltvang sig straks et overtag. Uagtet de vanskelige vejrforhold rullede fine kombinationer fra de rødblusede frem mod Lyngby-målet. Gæsterne måtte cleare på stregen efter et VBK-hjørne, og Lyngby-omstillingen gav faktisk gæsterne en lovende chance, men Kronborg reddede i sidste øjeblik for fødderne af Fanol Perdedaj.
Askou headede kvalificeret på Fernandez, og en scoring til det velspillende hjemmehold lå i luften, og den kom da så også efter 22 minutter, da Jacob ”Taz” helflugtede en lang fremlægning fra Jeppe Andersen ind bag Lukas Fernandez i Lyngby-målet. Et sjældent flot mål af Jacob Sørensen – eller ”The Tazmanian Devil,” som stadionspeaker Jesper Maigaard ynder at kalde ham – og den aggressive offensivspiller blev da også for femte gang i træk kåret til Man of the Match. Nørreskoven elsker jo den mand!
Hjemmeholdet fortsatte dominansen, og ”die Vorentscheidung” kom med seks minutter tilbage af halvlegen. Efter en fremragende VBK-omstilling spillede Azer Busuladzic bolden bagud, og fra kanten af feltet kanonerede Godwin Antwi flot læderet ind bag Lukas Fernandez. Forsvarsspillerens anden hjemmekampscoring i træk - et imponerende comeback af ghaneseren med spansk pas, som i så mange måneder har været bænket.
Hjemmeholdet fortsatte efter pausen, hvor man slap, og Agger, Busuladzic og ”Taz” havde fine forsøg mod sjællændernes mål. Lyngby forsøgte, men udover et saksespark over mål af Fanol Perdedaj samt et afrettet hovedstød, som Fæste tog sig af, kom de blåtrøjede ikke til det store.
Farligere var værterne i den modsatte ende, hvor Busuladzic blev godt pareret på et langskud, og Kronborg var tæt på ved et afrettet frispark.
En TV-redning til sidst af Kristian Fæste sikrede lige netop den tomålssejr, som skulle til for at snuppe andenpladsen.
Hjemmepublikummet tog sig tid til stående ovationer, inden man ilede hjem i varme og tørvejr. Og skulle dagens event-sponsor, Tre-For, sætte lidt ekstra på elregningen hos VBK-fansene henover vinteren, skyldes det nok, at TV-apparatet står tændt døgnet rundt tunet ind på tekst-tv’s stilling i Betsafe-ligaen. Det er god læsning…
VBK’s opstilling:
Kristian Fæste
Godwin Antwi
Jonatan Neftali
Jens Berthel Askou
Erik Marxen
Azer Busuladzic
Lasse Kronborg
David Vidarsson
Jeppe Andersen
Jacob Taz Sørensen
Nicolai Agger
Bænken:
Niels Bisp Rasmussen
Nikolaj Christensen
Andreas Albers
Denis Fazlagic
Christian Sivebæk
Oliver Thychosen
Thomas Mikkelsen
Kampfakta:
Vejle Boldklub Kolding - Lyngby 2-0 (2-0)
22. 1-0 Jacob ”Taz” Sørensen
39. 2-0 Godwin Antwi
Udskiftninger:
71. Thomas Mikkelsen ind
Nicolaj Agger ud
86. Oliver Thychosen ind
Jeppe Andersen ud
Kort:
36. Lasse Kronborg, gult
88. Thomas Mikkelsen, gult
90. Azer Busuladzic, gult
Dommer:
Benjamin Holm Svedborg
Fonte: vejleboldklubkolding

wmi9