Med to sejre i streg, peger pilen opad for HB Køge. Sejren over FC Fyn kaster nok ikke høje karakterer af sig for det kunstneriske indtryk, men det gør mindre, når de tre point luner gevaldigt i tabellen.
Med to kampe tilbage inden julefreden sænker sig, er det nu retningspilen for forårssæsonen skal udstikkes.
”Vi udnyttede vores chancer”
HB Køge-målmand, Morten H. Jensen, var efter FC Fyn–kampen vældigt tilfreds med sit forsvar og angribernes evne til at omsætte chancer til mål.
- Jeg synes, at vi holder FC Fyn nede på ganske få chancer. Det er jeg meget tilfreds med. De overrasker os lidt ved at presse os højt oppe på banen, men jeg synes egentlig, at vi håndterede det fornuftigt. Det forstyrrede dog vores spil, som aldrig blev helt godt. Det må vi indrømme. På det punkt, skal vi afgjort forbedre os.
- Vi tilspiller os ikke særligt mange chancer, men vi er meget effektive på dem, vi får. Det er dejligt at få sådan en sejr, hvor vi har været effektive, beretter Morten. H. Jensen.
”Vi skal vinde mod Vejle-Kolding og Viborg”
Der resterer to svære kampe mod tophold fra Betsafe Ligaen inden HB Køge går i vinterhi. På trods af det vanskelige slutprogram, mener Morten H. Jensen, at de kampe skal give seks point.
- Hvis vi vinder de to sidste kampe mod Vejle-Kolding og Viborg, er vi med i den sjove ende – i toppen. Det kunne være fantastisk at holde vinterferie, med udsigten til at spille med om de sjove placeringer til foråret. Hvis vi omvendt taber begge kampe, kan vi ikke nå toppen. Det er helt sikkert. Så bliver det en mellemsæson, vurderer Morten H. Jensen.
”Det bliver en tæt kamp”
De sidste mange gange, HB Køge og Vejle Boldklub Kolding har mødt hinanden, har det resulteret i tætte opgør. Den tendens fortsætter, mener Morten H. Jensen, der også glæder sig til at byde velkommen til en gammel holdkammerat, Lasse Kronborg. Lasse skal dog ikke forvente at score på HB Køge–målmanden.
- Vejle-Kolding er et smadder godt hold. De har gode spillere på alle pladser, så der venter os en svær kamp. Specielt synes jeg, at de har en rigtig god defensiv, der er svær at nedbryde. Jeg tror dog, at vi har en god chance for at vinde. Vi har masser af selvtillid nu, og vores angribere scorer på chancerne. Det er et godt tegn.
- Det bliver sjovt at spille mod Lasse igen. Jeg vil gerne undgå, at han scorer på mig. Det vil jo give ham håneretten i lang, lang tid. Lasse har et rigtig godt skud, men på standardsituationer, har jeg en idé om, hvor han vil skyde, slutter Morten H. Jensen.
Betsafe Ligaen
HB Køge – Vejle Boldklub Kolding
Søndag den 18. november kl. 16.45
SEAS-NVE Park
KampPartner
Nordea
ManoftheMatchPartner
Castus
Fonte: HB Koge

wmi9